Vi kalder det resistens, når en bakterie er blevet modstandsdygtig overfor den slags antibiotika, der normalt kan bremse eller slå andre bakterier af samme art ihjel.
Resistensen mod antibiotika er en evne, som bakterier udvikler, bliver smittet med eller tilegner sig på anden vis – og det er altså bakterien, der bliver modstandsdygtig, og ikke det dyr eller det menneske, som bakterien lever i eller på.
Langt de fleste bakterier passer sig selv og gør os ikke syge. Mennesker og dyr har faktisk masser af bakterier i kroppen, som er gode, og som hjælper os med at holde vores kroppe og immunsystem velfungerende. Vores såkaldte mikrobiom. Men nogle bakterier kan også gøre os alvorligt syge. Indimellem så syge, at vores immunsystem behøver hjælp for at gøre os raske igen. Det kan antibiotika hjælpe med.
Når bakterier skal bremses eller slås ned med antibiotika, er det vigtigt, at antibiotikaen rammer de rigtige bakterier. Bakterierne er ikke alle identiske kopier, og nogle vil være lidt bedre til at modstå antibiotika. Hvis disse overlever, kan de give ophav til en hel ny generation, der bedre kan modstå medicinen. Nogle typer antibiotika, såkaldt smalspektrede antibiotika, er udviklet til at ramme helt specifikke bakterier.
Andre typer antibiotika rammer mere bredt. De kaldes bredspektrede antibiotika og må f.eks. anvendes, hvis man ikke har tid til at finde ud af hvilken bakterie, der giver problemer.
Skal man forebygge resistens, er det bedst at behandle så præcist som muligt – altså at kende bakterien og bruge medicin, der rammer bakterien man vil skade, og få andre.
Antibiotika skal også kun bruges, når det virkelig er nødvendigt. For uanset hvor specifikt antibiotika rammer, så slår den kun de ikke-resistente bakterier ihjel. Derved er de resistente bakterier tilbage, og de vil nu have endnu bedre betingelser i næste generation, og kan give deres resistens videre til andre bakterier, både farlige og ufarlige. Brug af antibiotika hjælper altså indirekte de resistente bakterier.
Antibiotikaresistens er… fyldt med misforståelser.
Vidste du f.eks., at det ikke er mennesker, der bliver resistente over for antibiotika? Eller at penicillin bare er én ud af mange typer antibiotika? Få styr på 10 almindelige misforståelser herunder og/eller læs Patrick Munks artikel her.
Nej, men vi mennesker har bidraget til problemet. Bakterier har sandsynligvis altid bekæmpet hinanden med kemisk krigsførelse (antibiotika) og forsvaret sig imod hinandens angreb (antibiotikaresistens). Resistens fandtes altså længe før mennesker og ville også have været her, hvis vi aldrig havde opdaget og brugt antibiotika. Men vi mennesker har bidraget til problemet ved at bruge store mængder af mikroorganismernes egne våben imod dem.
Det er ikke mennesker, der bliver resistente overfor antibiotika – det er bakterier, der bliver resistente overfor antibiotika. Antibiotika er bakteriegift, som skal virke på bakterier, ikke på dig. Hvis én slags antibiotika ikke virker på din infektion, så er det altså ikke, fordi du er resistent. Det er bakterien, der laver infektionen, der har et forsvar imod lige netop den antibiotika, din læge har givet dig. Den er altså blevet modstandsdygtig eller resistent overfor antibiotikaen. Du kan som menneske til gengæld godt være allergisk over for medicin – også antibiotika, som f.eks. penicillin. Men det er noget andet.
Penicillin er nok det mest berømte antibiotika, fordi det var det første, der blev opdaget tilbage i 1928. Nogle bruger derfor ordene synonymt. Men ligesom de fleste fugle ikke er påfugle, er de fleste antibiotika ikke penicillin. I naturen er penicillin produceret af svampe, mens andre typer antibiotika opstår naturligt i f.eks. mikroorganismer og bakterier.
Ligesom med al anden medicin, er der bivirkninger ved antibiotika. Har du f.eks. en forkølelse, som er en virusinfektion, så får du intet godt ud af antibiotika, som jo kun virker på bakterier. Til gengæld får du nok nogle af bivirkningerne. Nogle antibiotika kan påvirke din krop negativt – f.eks. skade øjne eller tænder. Desuden vil antibiotika slå en masse gode bakterier ihjel. Dem er din krop fuld af, og dem vil du gerne beholde! De beskytter dig nemlig mod andre sygdomme og farlige bakterier.
Jo, det gør det faktisk. For dit valg påvirker også dem. Ved at slå en masse ikke-resistente bakterier ihjel, efterlader du et tomrum, som de resistente bakterier kan overtage. Og de bliver ikke bare inde i dig. Du overfører hele tiden bakterier til andre mennesker – bl.a. fra huden, når du hoster og når du går på toilettet. Antibiotika som medicin er derfor ret specielt. For hvor f.eks. smertestillende medicin skal påvirke dig, så skal antibiotika påvirke bakterier – og dem deler vi.
Det er desværre ikke sandt. Antibiotika brugt i dyr kan påvirke os negativt på flere måder. Nogle bakterier kan hoppe direkte mellem arter f.eks. fra vores produktions- eller kæledyr til os. Det gør f.eks. MRSA fra svin og Salmonella og Campylobacter fra kyllinger og æg. Og hvis det er en antibiotikaresistent version af bakterien fra dyret, som inficerer dig, kan det være svært eller decideret umuligt at behandle din infektion. Derudover kan bakterier udveksle gener – enten ved at have sex og smitte andre bakterier med resistens. Eller ved at samle evnen til resistens op fra omgivelserne.
Antibiotika betyder “anti-liv”. Og virus er ikke levende. En bakteriegift virker derfor ikke på infektioner, der er skabt af virus. F.eks. forkølelse, influenza, covid-19 og nogle typer af lungebetændelse. Den virker på bakterier – hvis de altså ikke er blevet resistente.
Det er rigtigt nok, at mange antibiotika er bakteriedræbende. Men der findes også typer af antibiotika, der blot er bakteriehæmmende. De slår altså ikke bakterien ihjel, men sætter den nærmere på pause. Derved kan kroppens eget immunforsvar selv bekæmpe infektionen. Nogle gange er det altså nok at stoppe bakteriernes fremmarch med medicin og derefter lade immunforsvaret klare ærterne.
Heldigvis forsvinder noget resistens typisk, når man sænker forbruget af antibiotika. Men der er desværre også resistens, der bliver tilbage. Den del af DNA, der giver resistens har udviklet smarte måder til at straffe bakterier, der mister dem igen. Faktisk kan de nærmest gøre bakterierne afhængige af dem, selv efter endt antibiotikaforbrug.
Faktisk er der mange faktorer, der påvirker udviklingen af resistens. Bakteriesex, som nævnt tidligere, er en af dem. Men sanitære forhold spiller også en stor rolle. Hvis kloakeringen er dårlig eller måske ligefrem ikke eksisterende, så vil der være stor risiko for, at menneskers afføring forurener drikkevandet. Og så kan bakterier – og resistens – langt nemmere spredes fra menneske til menneske.
